For et par uger sider gik Uddannelsesdebatten over skærmen on-line med overskriften Leg for livet. Legebegrebet blev belyst og behandlet både fagligt og politisk. Med andre ord og ind i min vision handlede debatten om, hvordan legen kan bidrage til verdensmål nr. 4 om kvalitetsuddannelse for alle. Jeg blev undervejs klogere på, hvordan legen kan bringe kvalitet ind i vores uddannelsessystem bredt forstået som både formel uddannelse og vores samfunds bidrag til almenmenneskelig udvikling. Men som altid blev jeg også optaget af, hvordan fokus på legen bliver til gavn for alle, også for de børn og unge, som ikke nødvendigvis har den samme baggrund og de samme forudsætninger som majoriteten.
Forskel på leg og det legende
Den nok vigtigste pointe, som jeg tog med fra Uddannelsesdebatten, var at skelne mellem substantivet leg og adjektivet legende. Det er to forskellige fænomener, der ikke skal forveksles. Professor i leg Helle Marie Skovbjerg definerede legen som et almenmenneskeligt fænomen uden mål og styring definerende for det menneskelige.
Det legende aspekt kan på den anden side være kongevej til kreativitet og fokuseret opmærksomhed i undervisningen, som professor i kreativitet og rektor for Designskolen Lene Tanggaard formulerede det. I den forbindelse kom professor Ann Marie Thomas fra School of Engineering, University of St. Thomas i Minneapolis med konkrete bud på, hvordan undervisning kan være legende med de fire ingredienser joy, whimsy, surprise og new people. Og selvom der (selvfølgelig) var indvendinger fra professor Svend Brinkmann mod en decideret opskrift på det legende, var det samtidig konkret inspiration til egen lomme.
Dagene bar præg af en enighed om, at legen kan noget og skal prioriteres i vores børne- og ungdomsinstitutioner både som frirum til leg og som en legende tilgang til både dannelse og uddannelse. Men der var også højlydte advarsler om, at legen ikke skal være endnu et instrument i effektiviseringens tegn, og der var svage antydninger af at være opmærksom på, at legen og det legende som pædagogisk praksis også kan være udgrænsende i forhold til både sociale, kulturelle og kognitive minoriteter.
Hvordan bliver legen og det legende for alle?
Legen blev altså defineret som en almenmenneskelig stemning, men også som en krævende overskudsaktivitet af Marc Malmdorf Andersen fra Aarhus Universitet. Så hvordan bliver den almenmenneskelige leg for alle og ikke kun for børn med overskud?
I mit arbejdsliv har jeg mødt og møder et væld af grunde til, at børn ikke bare leger, ikke leger som vi forventer, eller ikke har adgang til at lege med andre børn. Helle Rabøll Hansen berørte eksempler på det fra hendes forskning med børn fra etniske minoriteter og børn med autisme. Når leg også forstås som overskudsfænomen, er det heller ikke mærkeligt, at der også kan være mange forhindringer i forhold til leg, som vi kan og bør være optaget af, når vi har med børn at gøre.
Leg på Musvitstuen
Jeg lærte Jette fra Musvitstuen at kende for et par år siden i forbindelse med et læringsforløb i en daginstitution. Jette er eminent god til at veksle mellem at sætte en scene for leg og samtidig lade børnene udfolde sig og fordybe sig i legen. Det er der heldigvis mange pædagoger, der mestrer, og jeg er optaget af, hvordan man arbejder bevidst og målrettet med, at leg bliver tilgængeligt og udviklende for alle børn. Jettes leg kan måske være med til at svare på spørgsmålene: Hvordan kan legen støttes pædagogisk uden at ødelægge dens væsen? Hvordan kan der skabes rum til, at alle børn med forskellige forudsætninger har adgang til deltagelse i leg og det legende? Det er vigtigt, fordi det er en af vejene til dannelse og engageret læring. Men først og fremmest fordi alle børn har ret til at indgå i leg og legende aktiviteter som værdifulde og glædesfyldte samspil med andre børn og voksne.