Pædagogik
Jeg er rundet af pædagogik og den pædagogiske psykologi. Mit arbejdsliv startede i 1998 som pædagogmedhjælper i en børnehave i Aalborg. Siden dengang har jeg forfulgt og fulgt pædagogiske strømninger både inden for mit eget fag psykologien og i den levede pædagogiske verden i klubber, skoler, dagtilbud og specialtilbud. Det er stadig her min store faglige interesse hører hjemme med fokus på både de børn, de børnefællesskaber og de professionelle fællesskaber og vilkår, som jeg møder på min vej.
Psykologi
I 2006 blev jeg færdiguddannet cand.psych fra Aarhus Universitet. Jeg skrev speciale om, hvordan psykologer kan være bidragende til andre faggruppers faglighed. Det gjorde jeg, fordi mine interessefelter kredsede omkring pædagogisk arbejde, og jeg måtte gøre min psykologiske viden og kunnen brugbar og hjælpsom for de faggrupper, der var omkring børn. Jeg er fortsat optaget af, hvordan psykologien og pædagogikken kan befrugte hinanden og være hinandens følgesvende i arbejdet med børn og børnefællesskaber.
Pædagogisk Psykologisk Rådgivning
Naturligt var mit første psykologjob i PPR, hvor jeg var tilknyttet både skoler, dagtilbud og specialklasser. Det var begyndelsen til at fastlægge mit ståsted som en balancering mellem fokus på det enkelte barn og fællesskabet. Jeg har arbejdet 13 år i alt i PPR, hvilket har ført til et utal af lærerige møder med børn, børnegrupper, forældre, lærere, pædagoger, ledere, andre psykologer og tværfaglige samarbejdspartnere. Allesammen har levendegjort min teoretiske viden og vist mig forskellige aspekter af den kompleksitet, der gør sig gældende, når et eller flere børn har det svært i og med deres omgivelser.
Kompetenceudvikling i skoler og dagtilbud
I 2012 blev jeg tilknyttet kompetenceudviklingsprojektet Fællesskaber for Alle i Aarhus Kommune, hvor opgaven var at understøtte det, som man dengang kaldte inklusionsindsatsen. Sammen med en kollega udgav jeg i den anledning de to bøger: Inkluderende fællesskaber i børnehaver og vuggestuer samt Inklusionsvejledning i dagtilbud. Siden har jeg arbejdet med mange forskellige former for kompetenceudvikling i skoler og dagtilbud med fokus på at skabe bæredygtige børnefællesskaber med plads til børn med forskellige baggrunde og forudsætninger.
Nest
I Aarhus Kommune har jeg senest arbejdet med, hvordan Nest principper kan bruges i almenområdet både på folkeskoler og på dagtilbudsområdet. I den forbindelse har jeg sammen med en kollega været redaktør og bidraget til de to danske udgivelser: Nest programmet i Danmark og Nest metoder. Nest blev indført fra New York af Aarhus Kommune som et skoletilbud for en blandet gruppe af børn. Nest pædagogikken er tilpasset børn med autisme og indeholder mange af de pædagogiske tilgange, som har betydning for etablering af mangfoldige fællesskaber.
CV
Se her for et detaljeret CV.

