Nest programmet blev indført i Danmark i 2016, hvor man etablerede de første Nest klasser for børn med og uden autisme. Man var optaget af at skabe klasser, der organisatorisk og pædagogisk var en mellemvej mellem specialklasser og almenklasser. I mødet med Nest pædagogikken blev det tydeligt, at den indeholdt både modeller, sprog og helt konkrete greb, som også kunne være brugbare i almene klasser med standardnormering og den blandede elevgruppe, som er i enhver klasse. Derfor har der sideløbende med etablering af Nest klasser været arbejdet med Nest i almenområdet.
Ideen med at bruge Nest pædagogik i almene klasser er, at hvis man etablerer en autismevenlig pædagogik med ro, overskuelighed og arbejder målrettet med kontakt, relationer og kommunikation både mellem lærer og elever og eleverne imellem, så imødekommer det også mange andre børns behov. Både børn, der er udfordret i almensystemet af forskellige grunde, børn i gråzonen og børnefællesskabet som sådan.
Nest pædagogikken er desuden i overensstemmelse med de parametre, som vi forskning- og erfaringsmæssigt ved er med til at støtte inklusionsopgaven i skolen: at vi opløser skellet mellem special- og almenområdet, at vi arbejder med tryghed og relationen til alle børn og i fællesskabet, og at der arbejdes i et lokalt samarbejde mellem professionelle med at udvikle og omsætte den helt konkrete pædagogik til den enkelte skoles og klasses kontekst.
Nest pædagogikken arbejder på en gang med en smal og en bred inklusionsforståelse. På den ene side, at der er børn med forskellige forudsætninger, og det er væsentligt at forstå de forskelle både som neurovarianter og det enkelte barns baggrund, funktionsniveau, behov og ønsker. På den anden side, at indsatser og pædagogik primært skal findes i fællesskabet og på klasseniveau. Nest arbejder også med, at der er grundlæggende behov og metoder, som i udgangspunktet styrker både det enkelte barn med eventuelle særlige behov og klassefællesskabet. De tilgange skal imidlertid tilpasse og udvikles, så de kan indføres og udføres konsekvent og i fællesskab mellem klassens lærere/pædagoger.
At arbejde med Nest pædagogik i almenområdet kræver derfor, at skolen/afdelingen/årgangen bliver introduceret for et fælles fundament og en fælles redskabskasse, som kan danne grundlag for at udvikle konkrete indsatser i konkrete klasser/årgange. Det ligger i Nest tænkningen, at der skal arbejdes over tid med afprøvning, justering, feedback og evaluering af de metoder, man prøver af.

