Meget af min tid går med kompetenceudvikling ude på skoler og i dagtilbud. I den sidste tid har det selvsagt været anderledes, og jeg har endnu ikke kastet mig ud i at udvikle varianter, der kan foregå virtuelt sammen hver for sig. Måske fordi det er ukendt og nyt terræn for mig, men måske også fordi jeg ikke har kunne løse, hvordan det pædagogiske håndværk kommer tilstrækkeligt i spil hjemme i den enkelte lærers eller pædagogs stue.
Jeg er inspireret af situeret læringsteori og retninger, der betoner handlinger og praksis i tilegnelsen af viden og nye færdigheder. Professionalisme sidder i kroppen og i vores omgang med hinanden og med verden omkring os. Ny viden og refleksion kan for mig at se tildels behandles og handskes i det virtuelle rum, hvor der ligefrem kan være nogle fordele ved den ro og de deltagelsesveje, der kan være ved ikke at sidde fysisk sammen. Men hvis viden og refleksioner skal forbindes til professionalisme i klasselokalet eller i dagtilbuddet, er det svært at undvære det håndgribelige. Fordi det er et håndværk at udvikle pædagogisk praksis, hvor mindst to elementer for mig at se er svære at oversætte til et virtuelt rum. Det ene element er det kollaborative, hvor gyldig praksis skabes i praksisfællesskaber sammen med kollegaer, hvor man ikke bare taler sammen, men også gør noget sammen. Det andet element er at udvikle praksis i de fysiske omgivelser, hvor den pædagogiske praksis udspiller sig til daglig, og hvor der er kropslig adgang til rutiner, vaner og børnenes oplevelser i den konkrete kontekst. Altså i klasselokalet på skolen eller på stuen i dagtilbuddet.
Det kan godt være, at det ikke er særlig progressivt at holde fast i, at kompetenceudvikling i skoler og dagtilbud helst skal foregå sammen med lærere og pædagoger i deres praksis. Ikke hver for sig og ikke væk fra praksis. Men hvis mit bidrag som konsulent og psykolog for alvor skal gøre en forskel, så skal vi være der sammen, hvor både muligheder og problemer udspiller sig. At deltage som besøgende konsulent både til pædagogiske arrangementer og i deltagernes hverdag sammen med børnene giver en helt anden adgang til praksis som omdrejningspunkt for udvikling end både et virtuelt rum og et kursuslokale. Så det er glædeligt, at der igen er udsigt til at være sammen med lærere og pædagoger i deres praksis i klasselokaler og på stuerne, hvor pædagogisk kompetenceudvikling for alvor kan bidrage til, at flere børn får flere muligheder for at være en del af fællesskaberne.