Jeg er i gang med at etablere og planlægge efterårets autorisationsgruppe for PPR-psykologer. Det har givet anledning til at skrive om professionsudvikling som ramme for arbejdet med supervision i PPR.
PPR er både et vanvittigt spændende og vanvittigt komplekst sted at starte og udvikle ens psykologliv. Forventningerne er ofte og med rette mange til, hvad man skal kunne levere i forhold til både specialiseret viden om børn, pædagogiske tiltag i klasser og dagtilbud, processtyring i teams, gruppedynamikker, organisatorisk forståelse og kompetenceudvikling i andre faggruppers praksis. Ikke mindst er det et aktuelt krav i PPR, at alt den viden skal kunne omsættes praksisnært i forhold til skolers og dagtilbuds hverdag. Det betyder for de flestes vedkommende, at man som nyuddannet psykolog i PPR skal i gang med at erhverve både viden, kompetencer og identitet som pædagogisk psykolog for at kunne stå stærkt i faget. Heldigvis har man i min optik masser af gods med fra kandidatuddannelsen i psykologi (og ofte fra ens øvrige liv), som kan og skal bringes i anvendelse. Men det er for mig at se væsentligt, at processen fra at være kandidat i psykologi til at være pædagogisk psykolog i PPR har et kompetenceudviklende fokus og støttes målrettet gennem autorisationsforløbet og supervision.
Supervision med et twist af professionsudvikling
Jeg er i sin tid i Aarhus PPR uddannet af Benedicte Schilling i professionsudvikling som en tilgang til supervision af andre faggrupper. Jeg har siden også været inspireret af denne tilgang i mit arbejde med supervision af psykologer på vej mod autorisation i PPR. Fordi det er en tilgang, der kan understøtte og være med til at ligge skinner ud på vejen mod en professionsudvikling som PPR-psykolog, der rækker ud over den sagsfokuserede supervision. Det bringer PPR’s kerneopgave omkring børnene i centrum, stiller skarpt på gruppen som læringsforum og følger op på den enkeltes udvikling og læring over tid . Det betyder også, at supervisionen kan indeholde mange forskellige elementer i form af både undervisning, rollespil, øvelser, inddragelse af sagsmateriale, brug af læringsmål samt kærlig og konstruktiv feedback i gruppen.
Men meget af PPR-psykologens arbejde foregår på egen hånd og ofte med andre faggrupper i andre organisationer som samarbejdspartnere omkring konkrete sager. Derfor er det også svært at oversætte tænkningen i Schillings professionsudvikling direkte til en gruppe af psykologer placeret i forskellige organisationer. Det er imidlertid min erfaring, at flere elementer fra tænkningen i professionsudvikling alligevel kan bruges konstruktivt i autorisationsgrupper for PPR-psykologer.
Samskabelse i et læringsrum
Autorisationsgruppen kan netop udgøre et læringsrum med et psykologfagligt fællesskab, der understøtter den enkeltes opgaveløsning og professionsudviklingen generelt som pædagogisk psykolog. Alle deltagere i en supervisionsgruppe er i en læringsproces, og det er fællesskabet i gruppen, der er ramme for læring og udvikling. Både supervisor og supervisander er hinandens udviklingsbetingelser og i gang med at lære nyt om sig selv, hinanden og fagets samspil med børn og samarbejdspartnere. Det kræver tryghed i gruppen, mod til at invitere hinanden ind og accept af fejl som læringsressource. Benedicte Schilling (2019) taler om kollaborative lærings- og udviklingsprocesser i supervisionsgruppen som et bærende element. Jeg er vild med hendes formulering om at være fanklub for hinanden, fordi det åbner op for fællesskabets positive energi omkring den enkelte supervisand. Samtidig er gruppen et sted, hvor man både kapitaliserer på og udvikler kollaborative færdigheder, som en væsentlig del af PPR-psykologens kompetencer. Og det er en pointe i sig selv, at gruppens lærings- og samarbejdsprocesser er paralleller til de lærings- og samarbejdsprocesser, som PPR-psykologen indgår i eller har ansvar for i sit øvrige virke.
Feedback og læring over tid
En af pointerne med supervision for PPR-psykologer er, at det skal komme et eller flere børn til gode. Psykologen skal gerne blive bedre, mere sikker og kvalificeret til at løse opgaverne i PPR i løbet af autorisationstiden, så det har en positiv betydning for børn, samarbejdspartnere og psykologen selv. Et væsentligt element i den forbindelse er anvendelse af konstruktive tilbagemeldinger. Feedbacken kan både handle om at få og give feedback på det materiale, som den enkelte supervisand bringer med ind i gruppen i form af enten fortællinger, video eller andet, der bringer barnets og de øvrige aktørers stemmer i spil. Det kan også handle om feedback på træning i supervisionsrummet. Det er samtidig en af vejene til at følge og følge op på den enkelte supervisands læringsproces og professionsudvikling.
Supervision som et eksperimentarium
Så ja, supervisionen i psykologers autorisationsforløb skal (selvfølgelig) tages alvorligt og for mig at se planlægges og ledes med kompetenceudvikling for øje. Her anvender jeg mange af de virkemidler, som beskrives af Benedicte Schilling vel vidende, at autorisationsgruppens konstruktion som oftest er en anden end den typiske professionsudviklingsgruppe, der har en fælles borgerrettet opgave. Til gengæld kan gruppen fungere som udforskningsrum og eksperimentarium for udvikling af en stærk pædagogisk psykologisk faglighed i fællesskab med andre pædagogiske psykologer. Elementer af leg og eksperimenter kan bringes ind i gruppen gennem træning, øvelser og rollespil, hvilket kan være med til at kropsliggøre færdigheder og støtte udviklingen af praksisnære kompetencer. Sker det i et trygt læringsrum, åbner det op for at kaste sig ud i færdigheder, man endnu ikke mestrer, lave fejl og få konstruktiv feedback fra fanklubben.
Glæden ved fællesskabet om den pædagogiske psykologi
Og så glæder jeg mig altid til mødet med nye PPR psykologer, der er på vej mod autorisation, fordi det er en glæde at blive inviteret ind i nye generationers ståsteder, viden og erfaringer om og med den pædagogiske psykologi. Det er altid glædeligt at indgå i et fællesskab omkring ens faglige hjertebarn. Men det er helt særligt, når man har ansvaret for at bringe faget i spil sammen med nye medspillere i udviklingen af deres kompetencer, færdigheder og faglighed til gavn for børn, der på den ene eller den anden måde har det svært.