Statsministeren var klar i mælet, da hun i sin nytårstale gentog, at hun er børnenes statsminister. Hun er lige så klar i mælet, når hun fremfører, at flere børn bør anbringes uden for hjemmet, så de får nogle mere retfærdige opvækstbetingelser. Man kan kun være enig med hende i, at der er en gruppe af de allermest sårbare børn, som ikke bliver hjulpet godt nok. Jeg ved ikke, om flere anbringelser er svaret. Det er der i hvert fald delte meninger om i relevante faglige kredse.

Men jeg ved, at der er mange børn, der ikke trives og udvikler sig i de systemer, vi som samfund har ansvar for. Vores dagtilbud og skoler er ikke lige velegnet til alle børn. Heller ikke vores specialtilbud. Hvor skal vi anbringe de børn?
Egmont Fondens årsrapport i 2019 satte fokus på skolestartens betydning. De fik lavet en undersøgelse af VIVE, der peger på, at uanset social baggrund har mistrivsel i skolestarten livslang betydning for det enkelte barn. Læs mere om rapportens baggrundsmateriale her.
Så børnenes statsminister har taget et stort ansvar på sig, der griber ind i mange forskellige sektorer, hvis der reelt skal være lige eller i hvert fald bedre chancer for flere børn. Det er ikke kun opvækstbetingelser i hjemmet, der er med til at bestemme et barns livschancer. Det er i lige så høj grad, om man som barn kan leve op til de forventninger og krav, der stilles i dagtilbud og skoler. For det enkelte barn kan dagtilbud og skoler være en beskyttende faktor, men det kan også være en risikofaktor.
Jeg håber, at børnenes statsminister også vil være med til at adressere, hvordan dagtilbud og skoler kan være en beskyttende faktor og mere retfærdig for alle børn. Det betyder ikke, at det ikke er vigtigt at se på bedre betingelser for børn i de allermest sårbare situationer. Det betyder bare, at gruppen af børn med ulige muligheder i både børne- og senere voksenliv også udgøres af de børn, der af den ene eller den anden grund ikke er et godt match til samfundets mere eller mindre obligatoriske tilbud til børn.

