PPR’s bidrag til mangfoldige fællesskaber i dagtilbud og skoler

Så lukkede Danmark ned! Men lige inden nåede PPR folk at samles til Pædagogisk Psykologisk Forenings faglige kursus og generalforsamling på Nyborg Strand med overskriften: PPR tættere på børnene.

Jeg var inviteret til at holde kursus om Nest inspireret praksis på spor 1 sammen med min tidligere kollega fra Aarhus PPR Anna Crawford Kromann.

Det var en fornøjelse at være sammen med engagerede PPR folk fra hele landet, der var vildt optaget af de erfaringer, som er gjort med Nest programmet og Nest inspireret pædagogik i Aarhus Kommune. Mange kunne se Nest som en brugbar ramme til udvikling af skolers og dagtilbuds arbejde med at skabe mangfoldige fællesskaber og en håndsrækning til PPR’ers organisering af samarbejdet med skoler og dagtilbud.

En mangfoldig skole tager udgangspunkt i de 15-20% af elever, der har det sværest

På tirsdagens generalforsamling sagde vi farvel til den mangeårige formand for Pædagogiske Psykologers Forening Bjarne Nielsen, der samtidig blev udpeget til æresmedlem. I hans afsluttende beretning pegede han på, at vi fremadrettet skal tage udgangspunkt i de 15-20% af børn, der har det sværest, hvis vi for alvor skal skabe en inkluderende skole. Han pegede samtidig på i lyset af de sidste 40 års skoleudvikling, hvor svært det er at skabe forandringer i skolen, der holder over tid og reelt gør en forskel for den forholdsvis store og desværre stabile gruppe af børn, der ikke har det godt i skolen. De selvsamme problemstillinger beskriver Bjarne Nielsen i sidste nye nummer af Pædagogisk Psykologisk Tidsskrift i artiklen: Hvorfor er det så svært at udvikle “Skolen for Alle”? Mangler vi viden? Spilder vi ressourcer? Hvad med PPR? Nummeret kan bestilles her.

Men som Bjarne Nielsen også understreger, så har vi viden om, hvad der skal til for at komme nærmere på en Skole for alle. Meget af den viden harmonerer med tilgangen i Nest pædagogik, hvor det er en helt central pointe, at skolen og dagtilbuddet indrettes med udgangspunkt i de 15-20%’s behov med det formål at styrke fællesskaberne for alle børn. Det er samtidig viden, der eksisterer i PPR, og som skal bringes i spil på en måde, som gør en forskel i læreres og pædagogers praksis.

PPR’s rolle i udviklingen af mangfoldige skoler og dagtilbud

PPR skal gøre en forskel for læreres og pædagogers arbejde i praksis, hvis PPR skal have en berettigelse i arbejdet med at udvikle folkeskolen og dagtilbudsområdet i mere mangfoldig retning. Vi oplevede i denne uge PPR folk, som var optaget af den dagsorden og i fuld gang med forskellige tiltag, der bringer pædagogisk psykologisk viden og kompetencer helt tæt på den pædagogiske praksis og allerhelst i tiltag rettet mod de brede børnefællesskaber.

Men det kan også være op ad bakke i en PPR tradition, der ofte hænger tæt sammen med udredninger af børn og indsatser målrettet det enkelte barn. Det kan være svært for PPR og især for den enkelte PPR medarbejder at positionere sig på anden vis. Dorthe Nissen gav i løbet af tirsdagen gode bud på, hvordan PPR medarbejderne kan arbejde med den positionering. Vi gav om onsdagen nogle svar fra Nest, der gør det muligt at forene fokus på behovene hos enkelte børn med løsninger og pædagogiske svar i fællesskaberne som både forebyggende, foregribende og indgribende indsatser. PPR kontorer, konsulenter, forskere og praktikere må med hver deres erfaringer og uddannelsesmæssige baggrunde stå sammen om at understøtte et PPR, der er relevant i den generelle udvikling af skoler og dagtilbud.

Mangfoldige faglige fællesskaber – også i Pædagogisk Psykologisk Forening

Under generalforsamlingen blev det vedtaget, at foreningen skiftede navn fra Pædagogiske Psykologers Forening til Pædagogisk Psykologisk Forening med henblik på, at kandidater i pædagogisk psykologi kan indgå som fuldgyldige medlemmer. Samtidig består bestyrelsen nu af både medlemmmer med den tidligere cand.pæd.psych uddannelse, en kandidat i pædagogisk psykologi og en universitetsuddannet psykolog. Det understreger, at det er pædagogisk psykologi, der samler foreningen, forhåbentlig til gavn for samarbejdet med både forældre, skoler og dagtilbud.

Jeg kan kun være enig i, at foreningen skal afspejle alle de relevante uddannelser i pædagogisk psykologi, der i øjeblikket befolker PPR-kontorerne. Der er brug for, at fagligheder med både afsæt i de pædagogiske uddannelser og fagligheder funderet bredt i psykologien forener deres viden og kompetencer, hvis PPR skal være relevant samarbejdspartner for skoler og dagtilbud i det vanskelige og komplekse felt, som det er at skabe pædagogiske læringsmiljøer for alle børn. Tillykke til den nye formand Jette Lentz, som skal stå i spidsen for den udvikling af foreningen, der er et vigtigt talerør for PPRs arbejde.

Når Danmark åbner igen, er der fortsat brug for, at vi har nogle PPR-kontorer, der kan rådgive, vejlede, undervise og bidrage til professionsudvikling i dagtilbud og skoler. Fordi mange dagtilbud og skoler står med en udfordring i forhold til at skabe læringsmiljøer, hvor de 15-20% af børn, der har det sværest, også er en del af børnefællesskaberne, og fordi PPR har en brugbar og nødvendig viden om den børnegruppe.