Årets leder 2019

Skoleleder Rani Hørlyck blev nomineret til årets leder ved siden af fire andre kompetente ledere. Det var imidlertid en helt anden branche, der løb med sejren, hvor der blev lagt vægt på arbejdet med en af tidens og FN’s helt centrale verdensmål omkring klimaforandringer. Rani gør sig til gengæld gældende i arbejdet med verdensmål nr. 4 om kvalitetsuddannelse til alle. Hun insisterer netop på, at skolen både skal have høj kvalitet OG være for alle.

Jeg har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med Rani gennem flere år, og jeg tror, at der er flere grunde til, at hun lige nu lyser op som en ledestjerne for flere. Hendes lederskab bærer præg af et fagligt indhold, som hun tror på. Det betyder, at der er klare faglige retningslinjer for, hvordan undervisning, samvær og beslutninger foregår på Søndervangskolen. F.eks. bestemmer man ikke selv, hvordan man taler til og om børnene. Det gøres respektfuldt og venligt. Hun står på, at noget er bedre for børn end andet, og det er ikke op til den enkelte lærer eller pædagog at finde ud af. Hun har også en klar holdning til, at børn først og fremmest er børn, uanset hvor forskellige de kan se ud, hvor forskelligt de opfører sig, og hvor forskelligt de lærer. De har alle brug for at høre til i et børnefællesskab og være sammen med voksne, der møder dem med både respekt og positive forventninger. Så på Søndervangskolen er alle børn velkomne, og de bestræber sig på at indrette deres skole efter de børn, der går på skolen, så de både kan trives og lære noget.

Læs mere i Ranis bog, som er skrevet i samarbejde med journalist Mette Korsgaard. En skole for alle. Ranis forsvar for fællesskabet.

Så fra et pædagogisk perspektiv står Rani Hørlyck nu alligevel tilbage som den uformelle årets leder i 2019. Hun har åbnet dørene og vist, hvordan hun praktiserer god skoleledelse. Forhåbentlig kan andre spejle sig i denne version og finde ny inspiration til deres egen vej.

Undervisningsministeriets og PPR-ledernes landsmøde har fokus på udviklende læringsmiljøer

Jeg var inviteret til at holde oplæg på Undervisningsministeriets og Landssamrådet af PPR-lederes årsmøde sammen med PPR i Aarhus og skoleleder på Katrinebjergskolen. Vi skulle tale om erfaringerne fra arbejdet med Nest programmet på Katrinebjergskolen og erfaringerne med at bruge fra Nest i indsatsen Skolestart for alle.

Nest forener på meget fin vis arbejdet med børns autisme med arbejdet med bæredygtige fællesskaber i klassen. Den balance er en vigtig pointe i sig selv, når PPR’er skal støtte et fokus på udviklende læringsmiljøer i skoler og dagtilbud. Vi kan kun skabe udviklende og lærende fællesskaber, hvis vi har forstand på de børn (og voksne), der udgør fællesskaberne.

Jeg havde en lille film med fra Søndervangskolen, hvor de i flere år har arbejdet med Brede Børnefællesskaber som en tilgang til at være skole for alle lokalområdets børn uanset det enkelte barns baggrund, forudsætninger og niveau. Lærere og pædagoger er gennem PPR blevet præsenteret for principper, modeller og metoder fra Nest, der har understøttet arbejdet med fællesskaberne. Se den lille film på Aarhus Kommunes hjemmeside her.

Så husk på at udviklende læringsmiljøer er altid udviklende læringsmiljøer for nogen. Og de nogen skal vi have indsigt i. Balancen i et vellykket pædagogisk psykologisk fokus er for mig at se altid både at have indsigt, viden og sensitivitet i forhold til de enkelte børn for at kunne skabe de rigtige, nærende og udviklende læringsmiljøer for netop disse børn.